UDDRAG FRA BOGEN

Små ting med stor betydning

Det er let at tro, at et liv formes af de store dramatiske begivenheder, det gør det også. Men det formes lige så meget af de små ting. Af dem, der tog sig tid. Af dem, der ikke gjorde en sag større end et menneske. Af dem, der kunne sætte en grænse uden at knuse nogen. Af dem, der viste mig, at ordentlighed ikke behøver at være kold, og at kærlighed ikke behøver at larme for at være stærk

Et empatisk håb

Hvis bogen kan få bare én læser til at se anderledes på et barn, der larmer, slås, flygter, nægter eller ikke passer ind, har den haft en værdi. For bag adfærden af det enkelte barn, findes der næsten altid en smerte og en historie.

Når store ting blir små

Jeg har egentlig ikke tænkt ret meget over min barndom i mange år. Det betyder ikke, at jeg har glemt den, det har jeg selvfølgelig ikke. Minderne er der, episoderne er der, Menneskene er der, stederne er der. Men for mig er det på en eller anden måde, blevet til en historie. En historie med nederlag og sejre. En historie med svigt, tilfældigheder, forkerte valg, gode mennesker, hårde lærepenge

Begyndelsen

Nogle historier begynder ikke dér, hvor et menneske selv kan huske dem. Min historie begynder før sproget og før jeg kunne forklare mig. Før jeg kunne stille spørgsmål, kræve svar eller forstå de voksnes beslutninger. Den begynder med en fødsel, en overdragelse, et børnehjem og senere et nyt land.

Ankomsten

Vi var omkring tyve børn og nogle græd så højt, at de næsten overdøvede larmen fra stationen. Andre sagde ingenting og stod bare dér med tomme øjne og hænder, der holdt fast i det nærmeste stykke stof. Som om en frakke, en taske eller en anden arm kunne forhindre verden i at flytte sig.

Afstraffelserne

Det skete især, når min mor ramte for højt oppe på bagdelen eller nederst på ryggen, så kom mærkerne bagefter. Først som røde områder, varme, sviende og ømme, som om huden stadig stod i brand, selv efter bøjlen var lagt væk.
Senere blev de mørkere, blålige og nogle gange næsten lilla, der til sidst gled langsomt over i en gullig farve, før de forsvandt på huden. Inde i mig forsvandt de ikke på samme måde. For bøjlen bestemte ikke kun, hvad der skete derhjemme, den fulgte også med udenfor hjemmet.

Respekt eller døden

Med et brag ramte kuglen væggen få centimeter fra hans hoved. Meget tættere på, end jeg havde planlagt. Indeni gav det et hårdt sug. Havde kuglen ramt ham, var det ikke blevet en historie om en dreng, der satte sig i respekt. Det kunne være blevet noget helt andet. Noget uopretteligt.

Selverkendelsen

At jeg i en vis grad kunne bøje mig uden at miste mig selv, og at det værste fængsel ikke altid er den celle, andre låser én inde i, men måske mere er den, som man bygger af sin egen vrede. Jeg var faktisk meget bevidst om denne positive udvikling, og følte en stor indvendig stolthed. Men stoltheden holdt jeg for mig selv, for jeg havde gennem tiden lært, at dette fænomen havde jeg det ubalanceret med. Jeg hadede i den grad at få ros foran andre, og det gør jeg stadig.

Mødet med kærligheden

Når vi talte, var det de små pauser, hvor alt det sagte ikke betyder nær så meget som det, der bliver hængende mellem to mennesker. Vi kiggede hinanden i øjnene, længere end man gør, hvis det bare er almindeligt, og længere end jeg nogensinde havde prøvet før overfor en pige.
Det var ikke et blik, jeg kendte. Jeg havde tænkt på den slags, forestillet mig det og set andre gøre det, men jeg vidste slet ikke hvordan man trådte ind i. Jeg havde ikke selv stået dér før. Ikke sådan på denne måde. Ikke med den varme i kroppen og den mærkelige uro, der samtidig gjorde mig rolig. Jeg tror, vi begge fik en fornemmelse af, at stå ved kanten af et nyt land og et nyt univers.

Den uopnåelig scoring

Når hun trådte ind i et rum, skete der noget. Blikke flyttede sig, samtaler mistede et øjeblik deres retning. Selv dem, der lod som om de ikke lagde mærke til hende, lagde mærke til hende og jeg kunne mærke det. Ikke kun som stolthed, også som en lille uro. For når andre kiggede sådan på hende, blev jeg hele tiden mindet om, at jeg havde fået adgang til noget, jeg ikke selv helt forstod, hvorfor jeg havde fået adgang til.

Indhentet af fortiden

Der stod vi så. Fem mænd i ensartede jakker, af forskellig etnisk oprindelse, hvor to var noget mørkere end mig. Som om en enkelt jakke og hudfarve kunne afgøre, hvor meget af ens fortid der kom tilbage og lagde sig oven på ens nutid. Vi blev bedt om at gå frem én ad gangen, og stille os foran et vindue, man ikke kunne se igennem, og så tilbage igen. Jeg skulle hverken stå foran vinduet, i længere eller kortere tid, end de andre. Alle i rummet blev kaldt frem og sendt tilbage. Det hele var mærkeligt, på en eller anden teknisk facon. Som om følelsen var pillet ud af situationen, og der kun var proceduren tilbage

Straffen rammer altid

 Jeg kom ud blandt andre indsatte og mødte en, jeg kendte fra verden udenfor. Han var en af de mere garvede kriminelle. En af dem, der ikke så fængslet som noget uvirkeligt, men som en del af et landskab, han allerede kendte. Jeg gik over til ham og han genkendte mig heldigvis med det samme. “Hvad’ fanden laver du her?” spurgte han. “Røveri,” sagde jeg. Jeg sagde det med et overskud og en ligegyldighed, jeg ikke havde indeni, men man lærer hurtigt, at man ikke skal stå og se alt for fortabt ud, i den slags omgivelser. Han trak næsten på det. “Nåh,” sagde han. “Så er du jo ude igen om to-tre år. Du får sgu ikke andet end en lokumsdom.

En engel kommer på besøg

På vej tilbage mod cellen sagde vagten pludselig: “Hva’ fanden har du gang i” Jeg så på ham. Jeg forstod ikke med det samme, hvad han mente. “Du kommer sammen med en engel,” fortsatte han. På en eller anden måde ramte det mig. Ikke hårdt i begyndelsen, mere rent. Som en sætning, der gik direkte igennem alt det, jeg selv forsøgte at holde sammen på. Han sagde det ikke hånligt. Ikke for at ydmyge mig. Ikke som en mand, der ville gøre mig mindre, tværtimod lød det næsten, som om han ikke kunne lade være med at sige det. Som om hendes tilstedeværelse også havde gjort indtryk på ham, og det gjorde næsten skammen værre.

Hubert S. Freynhofer