UDDRAG FRA BOGEN
Små ting med stor betydning
Det er let at tro, at et liv formes af de store dramatiske begivenheder, det gør det også. Men det formes lige så meget af de små ting. Af dem, der tog sig tid. Af dem, der ikke gjorde en sag større end et menneske. Af dem, der kunne sætte en grænse uden at knuse nogen. Af dem, der viste mig, at ordentlighed ikke behøver at være kold, og at kærlighed ikke behøver at larme for at være stærk
Et empatisk håb
Hvis bogen kan få bare én læser til at se anderledes på et barn, der larmer, slås, flygter, nægter eller ikke passer ind, har den haft en værdi. For bag adfærden af det enkelte barn, findes der næsten altid en smerte og en historie.
Når store ting blir små
Jeg har egentlig ikke tænkt ret meget over min barndom i mange år. Det betyder ikke, at jeg har glemt den, det har jeg selvfølgelig ikke. Minderne er der, episoderne er der, Menneskene er der, stederne er der. Men for mig er det på en eller anden måde, blevet til en historie. En historie med nederlag og sejre. En historie med svigt, tilfældigheder, forkerte valg, gode mennesker, hårde lærepenge
Begyndelsen
Nogle historier begynder ikke dér, hvor et menneske selv kan huske dem. Min historie begynder før sproget og før jeg kunne forklare mig. Før jeg kunne stille spørgsmål, kræve svar eller forstå de voksnes beslutninger. Den begynder med en fødsel, en overdragelse, et børnehjem og senere et nyt land.
Ankomsten
Vi var omkring tyve børn og nogle græd så højt, at de næsten overdøvede larmen fra stationen. Andre sagde ingenting og stod bare dér med tomme øjne og hænder, der holdt fast i det nærmeste stykke stof. Som om en frakke, en taske eller en anden arm kunne forhindre verden i at flytte sig.
Afstraffelserne
Respekt eller døden
Med et brag ramte kuglen væggen få centimeter fra hans hoved. Meget tættere på, end jeg havde planlagt. Indeni gav det et hårdt sug. Havde kuglen ramt ham, var det ikke blevet en historie om en dreng, der satte sig i respekt. Det kunne være blevet noget helt andet. Noget uopretteligt.
Selverkendelsen
At jeg i en vis grad kunne bøje mig uden at miste mig selv, og at det værste fængsel ikke altid er den celle, andre låser én inde i, men måske mere er den, som man bygger af sin egen vrede. Jeg var faktisk meget bevidst om denne positive udvikling, og følte en stor indvendig stolthed. Men stoltheden holdt jeg for mig selv, for jeg havde gennem tiden lært, at dette fænomen havde jeg det ubalanceret med. Jeg hadede i den grad at få ros foran andre, og det gør jeg stadig.
Mødet med kærligheden
Den uopnåelig scoring
Indhentet af fortiden
Der stod vi så. Fem mænd i ensartede jakker, af forskellig etnisk oprindelse, hvor to var noget mørkere end mig. Som om en enkelt jakke og hudfarve kunne afgøre, hvor meget af ens fortid der kom tilbage og lagde sig oven på ens nutid. Vi blev bedt om at gå frem én ad gangen, og stille os foran et vindue, man ikke kunne se igennem, og så tilbage igen. Jeg skulle hverken stå foran vinduet, i længere eller kortere tid, end de andre. Alle i rummet blev kaldt frem og sendt tilbage. Det hele var mærkeligt, på en eller anden teknisk facon. Som om følelsen var pillet ud af situationen, og der kun var proceduren tilbage
Straffen rammer altid
Jeg kom ud blandt andre indsatte og mødte en, jeg kendte fra verden udenfor. Han var en af de mere garvede kriminelle. En af dem, der ikke så fængslet som noget uvirkeligt, men som en del af et landskab, han allerede kendte. Jeg gik over til ham og han genkendte mig heldigvis med det samme. “Hvad’ fanden laver du her?” spurgte han. “Røveri,” sagde jeg. Jeg sagde det med et overskud og en ligegyldighed, jeg ikke havde indeni, men man lærer hurtigt, at man ikke skal stå og se alt for fortabt ud, i den slags omgivelser. Han trak næsten på det. “Nåh,” sagde han. “Så er du jo ude igen om to-tre år. Du får sgu ikke andet end en lokumsdom.
En engel kommer på besøg
På vej tilbage mod cellen sagde vagten pludselig: “Hva’ fanden har du gang i” Jeg så på ham. Jeg forstod ikke med det samme, hvad han mente. “Du kommer sammen med en engel,” fortsatte han. På en eller anden måde ramte det mig. Ikke hårdt i begyndelsen, mere rent. Som en sætning, der gik direkte igennem alt det, jeg selv forsøgte at holde sammen på. Han sagde det ikke hånligt. Ikke for at ydmyge mig. Ikke som en mand, der ville gøre mig mindre, tværtimod lød det næsten, som om han ikke kunne lade være med at sige det. Som om hendes tilstedeværelse også havde gjort indtryk på ham, og det gjorde næsten skammen værre.
Hubert S. Freynhofer